Den nationale trivselsmåling for skoleåret 2015/2016 viste fremgang i den generelle trivsel, men der er stadig 18.200 børn i indskolingen der hver dag bliver drillet og er kede af det. I alt anslår man, at knap 28.000 elever i den danske folkeskole bliver mobbet*.

Inspireret af Red Barnets hjemmeside, er her nogle forslag til at komme mobningen til livs:

Vendespil med ansigter og navne
Til halvdelen af brikkerne printes billeder af alle børnene i eks. en børnehavegruppe eller skoleklasse. Billederne limes på et kraftigt stykke papir, og på den anden halvdel af brikkerne skrives børnenes navne. Nu kan børn og forældre spille vendespil og sammen lære de andre børns navne at kende.

Postkort til nye elever – venneklasser/grupper
Mange skoler har stor succes med at skabe venneklasser, eks. ved at lade en større børnegruppe tage imod nye børn/elever ved at sende postkort med tegninger og byde velkommen. De store børn vil opleve at få et ansvar for, at tage godt imod de yngre, og de yngre vil føle sig knyttet til de store børn. Det skaber tillid og er med til at bekæmpe mobning.

Legepatruljer
I tråd med ovenstående forslag, kan der skabes legepatruljer, der på skift går på tur i skolegården og sørger for, at der ikke er nogen der bliver drillet.

Humør-skala
I de grupper, der starter dagene med samling, kan man give sit humør en karakter på en skala fra 1-5. 1 kan være i dårligt humør og 5 kan være i rigtig godt humør. Karakteren kan bruges til at der snakkes om, hvad man bliver glad af, og hvad der gør en ked af det. Børnene lærer at tale om deres følelser, de kommer tættere på hinanden og det er samtidig en god anledning til at tale om, hvordan man er en god ven.

 

* http://skole-foraeldre.dk/nyheder/bedre-trivsel-i-folkeskolen-men-stadig-meget-mobning

Leave a comment